Kravet om "skriftlighed" kan opfyldes af vilkår med udskydelsesklausul

Den 27. februar 2014 afsagde Højesteret dom i en sag^[1], hvor sagsøgeren argumenterede for international kompetence baseret på reglerne for tvister vedrørende individuelle ansættelseskontrakter, som beskrevet i kapitel 5 i Luganokonventionen fra 2007. Højesteret fandt, at der forelå en individuel ansættelseskontrakt i henhold til artikel 18 i Luganokonventionen.

Sagsøgeren hævdede, at han næsten udelukkende havde arbejdet for sagsøgte i Østrig i den relevante periode (international jurisdiktion er baseret på det sted, hvor en medarbejder sidst arbejdede regelmæssigt). Dermed afveg han fra de faktiske omstændigheder, der blev konstateret af fogedretten (som Højesteret er bundet af), ifølge hvilke han primært havde arbejdet i Bulgarien og Tyskland i den relevante periode.

Højesteret kan kun afvige fra de faktiske omstændigheder, som en domstol har fundet, hvis domstolen udelukkende har brugt dokumenter eller tilladte indirekte beviser. I dette tilfælde var de fakta, der blev anfægtet i appellen, baseret på sagsøgerens og et vidnes direkte udsagn; derfor kunne retten ikke afvige fra dem.

Desuden kunne sagsøger ikke basere sin begæring på en prorogationsklausul fortolket i henhold til artikel 21 i Luganokonventionen, fordi kravet om "skriftlighed" i artikel 23, stk. 1, litra a), ikke var opfyldt. Selv om dette krav også kan opfyldes ved at henvise til vilkår og betingelser, der indeholder en prorogationsklausul, kræver EF-Domstolens og Højesterets faste retspraksis i sager som denne, at en kontrakts tekst udtrykkeligt henviser til vilkårene og betingelserne^[2]. Det var ubestridt, at parterne ikke havde indgået en skriftlig kontrakt; derfor var kravet om "skriftlighed" ikke opfyldt.