Sprog

Den østrigske højesterets afgørelse i OGH 18 OCg 9/19a: Anmodning om tilsidesættelse af en voldgiftskendelse på grund af østrigsk ordre public afvises

Publikationer: november 26, 2020

Indledning

Den 15. januar 2020 tog den østrigske højesteret stilling til, om en endelig voldgiftskendelse var i strid med østrigsk ordre public (sag: OGH 18 OCg 9/19a). Den underliggende voldgiftssag blev gennemført i henhold til reglerne for Vienna International Arbitral Centre (VIAC) med sæde i Wien. Den indklagede fik ikke medhold i voldgiftsrettens kendelse af 17. maj 2019 (sag: AZ SCH-5533) og forsøgte at annullere kendelsen ved at anmode den østrigske højesteret om at tilsidesætte den af to forskellige grunde, nemlig: (1) en krænkelse af retten til at blive hørt; og (2) en overtrædelse af formel østrigsk ordre public.

Fakta

Den indklagede parts påstand om mangler ved den underliggende VIAC-voldgiftskendelse var baseret på manglende inddragelse af beviser og aflysning af en planlagt mundtlig høring om sagens realitet.

I et telefonmøde den 17. september 2018 havde parterne aftalt at afholde en mundtlig høring mellem den 7. og 10. januar 2019 med tilstedeværelse af vidner. Telefonkonferencen udgjorde den aftalte tidsplan for proceduren og dannede grundlag for voldgiftsrettens første procedureordre. Indklagede (sagsøger i højesteretssagen) indkaldte to vidner den 4. oktober 2018, men indgav ikke deres skriftlige vidneforklaringer. Indgivelse af en skriftlig vidneforklaring var - i overensstemmelse med den første procedureordre - en forudsætning for at høre potentielle vidner ved en mundtlig høring. Voldgiftsretten meddelte parterne den 19. oktober 2018, at den ville afholde en todages høring inden for den aftalte tidsramme, og meddelte efterfølgende den 3. december 2018, at høringen ville finde sted den 9. og 10. januar 2019. Den 14. december 2018 meddelte indklagede, at den ikke ville være i stand til at deltage i høringen på grund af andre forretningsmæssige forpligtelser og anmodede derfor om, at høringen blev flyttet. Den 15. december 2018 afviste voldgiftsretten indklagedes anmodning om at udsætte høringen med den begrundelse, at indklagedes anmodning var blevet indgivet "for sent". I en e-mail af 21. december 2018 anmodede indklagede igen om, at høringen blev udsat, så indklagedes vidner kunne blive hørt.

Den 2. januar 2019 besluttede voldgiftsretten at aflyse den planlagte høring den 9. og 10. januar 2019 og at afgøre sagens realitet på grundlag af de tidligere indsendte skriftlige indlæg. I den forbindelse fandt voldgiftsretten, at en høring var unødvendig, da indklagede ikke havde afgivet nogen skriftlige vidneforklaringer og desuden havde nægtet at møde op på den aftalte dato. Voldgiftsretten afsagde derefter sin kendelse den 17. maj 2019 uden at gennemføre en mundtlig høring.

Sagsøger søgte at få kendelsen annulleret og påberåbte sig § 611, stk. 2 (2) og (5) i den østrigske civile retsplejelov ("Zivilprozessordnung" eller "ZPO") med påstand om en krænkelse af retten til at blive hørt og af den formelle østrigske ordre public.

Afgørelse

Højesteret afviste kravet og fastslog, at der ikke var tale om en krænkelse af den østrigske ordre public baseret på de fakta, som sagsøgeren havde fremlagt. Domstolen udtalte, at grundene til annullation kun er opfyldt, hvis de grundlæggende værdier i det østrigske retssystem, herunder principperne om en velordnet procedure, er blevet overtrådt. I denne henseende er det afgørende resultatet af voldgiftskendelsen og ikke voldgiftsrettens begrundelse. I sin afgørelse tog domstolen stilling til to punkter: (1) aflysningen af høringen og (2) den manglende inddragelse af beviser/vidner.

Med hensyn til høringen bekræftede domstolen fast retspraksis og fastslog, at kun en fuldstændig mangel på voldgift er lig med en krænkelse af retten til at blive hørt[1]. Den dato, som voldgiftsretten havde fastsat, lå inden for den tidsramme, som parterne havde aftalt, og begge parter havde tilstrækkelig tid til at gøre indsigelse mod planlægningen af høringen. Under henvisning til de foreliggende faktiske omstændigheder fandt Domstolen, at voldgiftsrettens beslutning om at afvise sagsøgerens anmodning om at udsætte og efterfølgende aflyse høringen ikke var i strid med de grundlæggende principper i østrigsk procesret og retten til at blive hørt i henhold til § 611 stk. 2 (2) ZPO.

Med hensyn til den manglende inddragelse af vidnerne henviste Domstolen igen til fast retspraksis og fastslog, at den manglende inddragelse af det ønskede bevismateriale ikke i sig selv fører til annullering af en voldgiftskendelse[2]. De grundlæggende værdier i procesretten ville kun være blevet overtrådt, hvis voldgiftsretten havde handlet arbitrært. Domstolen fastslog endvidere, at på grund af manglen på skriftlige vidneforklaringer var det rimeligt for voldgiftsretten at antage, at der ikke ville blive fremlagt vidneforklaringer, og at voldgiftsretten derfor ikke handlede vilkårligt ved at beslutte, at en mundtlig høring var unødvendig.

Retten henviste dog til § 598 ZPO, som siger, at: "[m]edmindre parterne har aftalt andet, beslutter voldgiftsretten, om der skal afholdes mundtlige høringer, eller om sagen skal behandles skriftligt. Hvis parterne ikke har udelukket en mundtlig høring, skal voldgiftsretten afholde en sådan høring på et passende tidspunkt i sagen, hvis en part anmoder herom."[3] Med andre ord, eftersom en mundtlig høring ikke udtrykkeligt var udelukket af parterne, og eftersom sagsøger faktisk indgav en anmodning om en mundtlig høring, så burde voldgiftsretten i teorien have afholdt en mundtlig høring. I den forbindelse mindede Domstolen også om en tidligere afgørelse, der bekræftede, at en manglende afholdelse af en mundtlig høring kunne betragtes som en overtrædelse af grundlæggende østrigsk procesret, der førte til annullering af en voldgiftskendelse[4].

Ikke desto mindre fandt Domstolen, at en overtrædelse af princippet i § 598 ZPO kun resulterede i en "regelmæssig" i modsætning til en "obligatorisk" overtrædelse af formel østrigsk ordre public i dette tilfælde, hvor sidstnævnte er påkrævet for at tilsidesætte en kendelse. Afgørende for denne vurdering var det faktum, at sagsøgerens anmodning om en mundtlig høring blev indgivet efter den aftalte proceduremæssige frist. Interessant nok bemærkede domstolen, at hvis en delstatsdomstol blev stillet over for de samme faktiske omstændigheder, ville den pågældende delstatsdomstol i henhold til østrigsk retsplejelov være forpligtet til at afholde et mundtligt retsmøde, selv om den var af den opfattelse, at et sådant retsmøde var unødvendigt.

Højesteret konkluderede, at voldgiftskendelsen ikke krænkede sagsøgtes ret til at blive hørt (§ 611 stk. 2 (2) ZPO) eller grundlæggende værdier i det østrigske retssystem (§ 611 stk. 2 (5) ZPO) og afviste derfor sagsøgerens anmodning om at tilsidesætte voldgiftskendelsen.

Kommentar

Højesteret har endnu en gang fastslået, at public policy-undtagelsen kun kan anvendes i de mest ekstraordinære tilfælde. Denne afgørelse fra Højesteret føjer sig yderligere til den lange liste af sager, hvor en anmodning om at tilsidesætte en voldgiftskendelse er blevet afvist, og fungerer som en påmindelse om den østrigske Højesterets høje tærskel for at fastslå potentielle overtrædelser af østrigsk ordre public.

Interessant i denne særlige sag er imidlertid den østrigske højesterets tilgang til at vurdere en voldgiftsdomstols adfærd sammenlignet med en statslig domstols. Som nævnt fandt Højesteret, at hvis de faktuelle omstændigheder i denne sag blev anvendt på statslige procedurer, ville der være sket en overtrædelse af østrigsk ordre public. Man kunne derfor hævde, at Højesterets afgørelse i denne henseende var selvmodsigende, samtidig med at den rejste spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang voldgiftsretters og statslige domstoles adfærd skal vurderes ud fra de samme standarder.

Ressourcer

  1. Østrigsk højesteret, sag OGH 18 OCg 3/16i.
  2. Østrigsk højesteret, sag OGH 18 OCg 2/16t.
  3. § 598 ZPO.
  4. Østrigs højesteret, sag OGH 7 Ob 111/10i.