Højesteret bekræfter udsættelse af sager om lignende sager
Forfatter: Klaus Oblin
Den 15. juli 2011(1) bekræftede Højesteret, at en sagsøgers universalsuccessor betragtes som "samme part", jf. artikel 27 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.
Når en sag med samme genstand og mellem samme parter anlægges ved retter i forskellige medlemsstater, skal enhver anden ret end den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, af egen drift udsætte sagen, indtil det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent.
I henhold til EF-Domstolens faste praksis skal begrebet "samme søgsmålsgrund" fortolkes og anvendes til at fremme forordningens formål snarere end den respektive nationale procesret. EF-Domstolen fortolker tvistens genstand udførligt.
Retten anførte, at dette ikke betød, at de søgsmål, der blev anlagt, skulle være identiske, men da begge retstvister drejede sig om det samme spørgsmål, er det kun muligt at træffe en ensartet afgørelse for begge parter. Artikel 27 har til formål at undgå, at der opstår modstridende domme, jf. uforenelighedsklausulen i forordningens artikel 34, stk. 3. Endvidere er ordlyden af det begærede retsmiddel uden betydning. Artikel 27 finder også anvendelse, selv om et søgsmål med henblik på en negativ konstaterende afgørelse konfronteres med et senere søgsmål om opfyldelse.
Domstolen fremførte endvidere, at begrebet samme part i henhold til Domstolens faste praksis - i undtagelsestilfælde - også kan gælde for parter, der ikke deltager direkte i sagen, men som er obligatorisk berørt af afgørelsen.
I betragtning af virkningerne af universalsuccession ville det ikke være i overensstemmelse med forordningens centrale formål (dvs. at forhindre dyre parallelle sager og modstridende afgørelser fra forskellige nationale domstole, der behandler samme spørgsmål) ikke at behandle en universalsuccessor som den samme part som defineret i artikel 27.
En udsættelse af sagen må ikke gøres afhængig af en undersøgelse af den først anlagte domstols kompetence eller kompetence, selv om sagsøgeren hævder, at sagsøgte med sin forkøbsret har ønsket at opnå en uberettiget fordel med hensyn til beliggenhed.
Slutnoter