Behandlingen af udenlandske parter i den østrigske civilproces: sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger
Forfatter: Rouzbeh Moradi
Den østrigske retsplejelov (Zivilprozessordnung, i det følgende benævnt "ZPO") regulerer omkostningerne i forbindelse med civile retssager i Østrig. Som hovedregel betaler parterne i en tvist de omkostninger, som de pådrager sig i forbindelse med deres deltagelse i sagen, og i princippet får den part, der vinder sagen, i sidste ende tilkendt sine omkostninger.
Den part, der har fået medhold, og som søger at fuldbyrde en afgørelse om sagsomkostninger over for en udenlandsk part (dvs. en part uden østrigsk statsborgerskab eller med sædvanligt opholdssted uden for Østrig), kan have vanskeligt ved at gøre det, hvis den udenlandske part ikke har nogen aktiver i Østrig, som afgørelsen om sagsomkostningerne kan fuldbyrdes over for.1 Den part, der har fået medhold, vil således være nødt til at søge om fuldbyrdelse af en østrigsk domstols afgørelse i udlandet, hvilket potentielt kan føre til yderligere vanskeligheder.
For at sikre, at sagsomkostningerne kan kræves af den vindende part, er det i § 57, stk. 1, i ZPO fastsat, at hvis en udenlandsk part i en tvist indtræder som sagsøger ved en østrigsk domstol med et krav, der udspringer af eller har forbindelse med bestemmelserne i ZPO, skal den udenlandske sagsøger - efter anmodning fra sagsøgte - stille sikkerhed for sagsomkostningerne over for sagsøgte. Formålet med denne bestemmelse er at sikre, at et eventuelt krav om sagsomkostninger kan håndhæves.
I denne henseende fastsætter § 60, stk. 2, i ZPO størrelsen af den sikkerhed, der skal stilles, på grundlag af de omkostninger, som sagsøgte med rimelighed må pådrage sig under sagen; det påhviler sagsøgte at godtgøre sine omkostninger. Sådanne omkostninger kan omfatte advokats- og retsafgifter, udgifter til sagkyndige og alle andre omkostninger, der opstår i løbet af sagen. Det er dog vigtigt at bemærke, at omkostninger, der opstår som følge af eventuelle modkrav, ikke tages i betragtning ved fastsættelsen af størrelsen af omkostningsgarantien.
Kommentar
I teorien tjener ovennævnte bestemmelser til at sikre en vis grad af stabilitet og ansvarlighed i forbindelse med omkostningerne ved retssager i Østrig. I praksis og afhængigt af tvistens art kan den sikkerhed, der skal stilles, udgøre en tung byrde for den udenlandske sagsøger, som dermed kan fungere som en barriere for adgangen til domstolene i Østrig og dermed stille en udenlandsk sagsøger dårligere i forhold til de østrigske domstole.
For at afhjælpe denne situation indeholder § 57, stk. 2, i ZPO visse undtagelser, som fritager en udenlandsk sagsøger for enhver forpligtelse til at stille sikkerhed for omkostningerne. Kort sagt er en udenlandsk sagsøger ikke forpligtet til at stille sikkerhed for omkostningerne, hvis: i) sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted i Østrig (§ 57, stk. 2, nr. 1, ZPO), ii) den østrigske domstols afgørelse om sagsomkostninger kan fuldbyrdes i den udenlandske sagsøgers bopælsstat (§ 57, stk. 2, nr. 1a, ZPO), iii) den udenlandske sagsøger råder over tilstrækkelige faste aktiver i Østrig (§ 57, stk. 2, nr. 2, ZPO), og iv) genstanden for kravet er af ægteskabelig karakter (§ 57, stk. 2, nr. 3, ZPO).
Undtagelsen fra kravet om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger i henhold til § 57, stk. 2, nr. 1a), sikrer, at udenlandske sagsøgere er ligestillet med deres østrigske modparter - i henhold til gældende lovgivning og retsprocedurer - med hensyn til sagsomkostninger i det østrigske retssystem.
I den forbindelse skal en østrigsk domstol, der behandler en anmodning fra en udenlandsk sagsøger i henhold til § 57, stk. 2, nr. 1a, i ZPO, vurdere, om en afgørelse om sagsomkostninger kan fuldbyrdes i overensstemmelse med loven i den stat, hvor den udenlandske sagsøger har sit sædvanlige opholdssted.
Den østrigske højesteret har i sin afgørelse fra 2001 (OGH Rkv 1/01) - med henvisning til en tidligere afgørelse fra 1997 (1 Ob 63/97i) - beskrevet de generelle overvejelser, der skal vurderes ved afgørelsen af, om § 57, stk. 2, nr. 1a, i ZPO finder anvendelse. Domstolen fastslog, at den nationale fuldbyrdelseslovgivning og de tilsvarende bestemmelser i internationale traktater, herunder fuldbyrdelsesadfærd i den stat (Verhalten des anderen Staats), hvor den udenlandske sagsøger har sit sædvanlige opholdssted, er afgørende for vurderingen af, om § 57, stk. 2, nr. 1a, i ZPO finder anvendelse2. Kort sagt skal den udenlandske sagsøger, der ansøger om en undtagelse i henhold til § 57, stk. 2, nr. 1a), kunne påvise, at en afgørelse truffet af en østrigsk domstol ville kunne fuldbyrdes på det sted, hvor han har sit sædvanlige opholdssted.
Konklusion
Den østrigske civile retsplejelov indeholder en ramme for håndtering af sagsomkostninger i det østrigske retssystem. Som hovedregel tilkendes den part, der har vundet sagen, sagens omkostninger. Som svar på et krav fra en udenlandsk sagsøger kan sagsøgte kræve, at den udenlandske sagsøger stiller sikkerhed for sagsomkostningerne, som vil afspejle sagsøgtes sagsomkostninger. Der findes en bred undtagelse fra denne regel i henhold til § 57, stk. 2, nr. 1a, i ZPO for afgørelser om sagsomkostninger, som ville kunne fuldbyrdes på det sted, hvor den udenlandske sagsøger har sit sædvanlige opholdssted. I denne henseende påhviler det den udenlandske sagsøger at anmode om undtagelsen ved at påvise, at den østrigske domstols afgørelse er eksigibel på det sted, hvor sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted. Denne bestemmelse sikrer bl.a. en vis grad af retfærdighed og lighed i behandlingen af udenlandske parter i det østrigske retssystem.
1For en mere detaljeret vurdering af definitionen af, hvad der udgør en udenlandsk part i henhold til den østrigske retsplejelov, se f.eks: Legal Aspects Regarding Foreign Parties in Austrian Civil Courts af Walter H. Rechberger, i "The Culture of Judicial Independence in a Globalised World", redigeret af Shimon Shetreet og Wayne McCormack. Brill Nijhoff, 2016, s. 263-4.
2Disse overvejelser, som Højesteret har gjort sig, blev senest taget til efterretning af den regionale højesteret i Linz i sin afgørelse fra januar 2020 (2 R 186/19t).