Den 27. februar 2014 afsagde Højesteret en dom i en sag(1) hvor sagsøgeren argumenterede for international kompetence på grundlag af reglerne for tvister vedrørende individuelle ansættelseskontrakter, som beskrevet i kapitel 5 i Luganokonventionen af 2007. Højesteret fandt, at der forelå en individuel ansættelseskontrakt i henhold til artikel 18 i Luganokonventionen.

Sagsøgeren hævdede, at han næsten udelukkende havde arbejdet for sagsøgte i Østrig i den relevante periode (international kompetence er baseret på det sted, hvor en arbejdstager sidst arbejdede regelmæssigt). Dermed afveg han fra de faktiske omstændigheder, der blev konstateret af trail retten (som Højesteret er bundet af), hvorefter han primært havde arbejdet i Bulgarien og Tyskland i den relevante periode.

Højesteret kan kun afvige fra de faktiske omstændigheder, der er konstateret af en retssag, hvis retssagen udelukkende er baseret på dokumenter eller tilladte indirekte beviser. I denne sag var de faktiske omstændigheder, der blev anfægtet i appelsagen, baseret på direkte vidneudsagn fra sagsøgeren og et vidne; retten kunne derfor ikke afvige fra dem.

Endvidere kunne sagsøgeren ikke basere sit andragende på en prorogationsklausul fortolket i henhold til artikel 21 i Luganokonventionen, fordi kravet om "skriftlighed" i artikel 23, stk. 1, litra a), ikke var opfyldt. Selv om dette krav også kan opfyldes ved at henvise til vilkår og betingelser, der indeholder en prorogationsklausul, kræver Domstolens og Højesterets faste retspraksis i sager som denne, at der i en kontrakttekst udtrykkeligt henvises til vilkår og betingelser.(2) Det var ubestridt, at parterne ikke havde indgået en skriftlig kontrakt, og at kravet om "skriftlig" ikke var opfyldt.

Slutnoter