logoIlo

Domstolen træffer afgørelse om gyldigheden af forkyndelse på et andet sted

Forfatter: Klaus Oblin

Højesteret har for nylig afgjort følgende(1) om, hvorvidt og under hvilke omstændigheder en forkyndelse er gyldig på et andet sted end det oprindeligt anførte. Ifølge retten gælder loven i den stat, der foretager forkyndelsen.

I henhold til artikel 7, stk. 1, i EU's forkyndelsesforordning (1393/2007) finder loven i den stat, der foretager forkyndelsen, anvendelse (medmindre andet er krævet). Den relevante lov regulerer:

  • de nærmere regler for forkyndelse af retsforhandlinger;
  • hvordan den skal udføres i detaljer, og
  • de tekniske detaljer heri.

Det er imidlertid stadig uklart, om den lokale lovgivning også besvarer spørgsmålet om, hvorvidt en forkyndelse kan være gyldig på et andet sted end det sted, der er angivet som modtagerens adresse.

Ifølge Højesteret skal en domstol for at vurdere, om forkyndelsen er lovlig, generelt anvende den lov, der gælder for forkyndelsen. I henhold til § 106, stk. 2, i den tyske civile retsplejelov finder loven i den stat, der har foretaget forkyndelsen, anvendelse, hvis forkyndelsen er en del af den mellemretlige bistand, ud fra en østrigsk retlig synsvinkel. Derfor henviser den relevante østrigske lov til loven i den pågældende stat.

Hvis en domstol anmoder om forkyndelse i henhold til loven i den stat, der udfører anmodningen, resulterer dette ikke udtrykkeligt i en forkyndelse i overensstemmelse med forkyndelsesloven. Under forudsætning af en beslutning i henhold til lovens § 7 vil der være tale om en ulovlig forkyndelse, hvis den leveres til en anden adresse. Dette skyldes, at forkyndelsesloven kun indeholder bestemmelser om de "tekniske detaljer" for forkyndelse i Østrig; disse detaljer gælder ikke i andre lande. I overensstemmelse med § 106, stk. 2, i den tyske lovbog henviser den østrigske forkyndelse i tilfælde, hvor forkyndelsen er en del af den mellemretlige bistand, til den pågældende stats forkyndelse.

Højesteret fastslog i sidste ende, at en anmodning om forkyndelse kun kan fortolkes lovligt i henhold til den respektive stats lovgivning. Hvis denne lov fastsætter, at forkyndelsen også kan finde sted et andet sted, er der ingen grund til at betragte dette som ulovligt. Med andre ord skal det hensigtsmæssige sted for forkyndelsen - dvs. det sted, hvor forkyndelsen sker i overensstemmelse med § 2, stk. 4, i forkyndelsesloven - bestemmes af den pågældende stats lov.

Slutnoter

(1) Højesteret, 29. september 2016, 2 Ob 158/16y.