logoIlo

Højesterets holdning til anvendelsen af aftaler om tildeling af kompetence

Forfatter: Klaus Oblin

Højesteret har for nylig fastslået, at da det er ubestridt, at EU's Bruxelles I-forordning finder anvendelse, skal effektiviteten af en værnetingsaftale afgøres på grundlag af forordningens artikel 23 (nu artikel 25 i EU's Bruxelles Ia-forordning).(1)

Oversigt

I henhold til artikel 23 skal udtrykket "aftale om kompetence" fortolkes selvstændigt og defineres som en udtrykkelig aftale mellem parterne om at fastsætte kompetence. Når en sådan aftale foreligger, skal kompetencen afgøres på grundlag af de konkrete omstændigheder.

Sådanne aftaler, der betragtes som uundværlige i henhold til artikel 23, skal normalt bevises af de parter, der ønsker at påberåbe sig dem for at fastslå kompetencen - hvilket var tilfældet for sagsøgeren i den foreliggende sag.

I artikel 23, stk. 1, fastsættes minimumskrav til kontraktlige aftaler. Disse formelle krav er ikke bevisregler, men snarere forudsætninger for en aftales gyldighed. Kravene skal navnlig sikre, at aftaler om kompetencetildeling ikke bliver en del af aftalen, uden at alle parter har kendskab til dem. Det skal derfor udtrykkeligt fremgå af kontrakten, at hver part har givet sit samtykke til aftalen. Det skal endvidere udtrykkeligt fremgå, at parterne har givet samtykke til en klausul, der afviger fra de generelle kompetenceregler. Disse krav skal fortolkes snævert.

Højesterets afgørelse

I den foreliggende sag skulle Højesteret først undersøge, om de formelle krav i artikel 23, stk. 1, var opfyldt. Appelretten havde tidligere fundet, at de ikke var blevet det.

I henhold til artikel 23, stk. 1, litra a), skal en hensigtserklæring afgives skriftligt - enten som et enkelt dokument, der er underskrevet af alle parter, eller i separate dokumenter. Dette krav kan opfyldes ved at henvise til vilkår og betingelser, der omfatter den aftale, der giver kompetence, hvis en sådan henvisning udtrykkeligt er indeholdt i kontrakten. Hvis kontrakten indgås ved hjælp af forskellige tilbuds- og acceptdokumenter, behøver tilbuddet kun at henvise til de vilkår og betingelser, der indeholder aftalen om kompetenceoverdragelse, hvis den anden part:

  • kan følge op på dette med rimelig omhu, og
  • modtager faktisk vilkårene og betingelserne.

I den foreliggende sag har sagsøgeren indgivet fem individuelle kendelser. Salgsforhandlingerne forud for ordrerne blev afsluttet med en sammenfatning af forhandlingsresultaterne med angivelse af leverings-, betalings- og emballeringsbetingelser samt beløbet pr. fragtmand. Klagerens vilkår og betingelser, herunder aftalen om tildeling af kompetence, blev ikke nævnt i denne proces.

Ifølge Højesteret accepterede sagsøgtes medarbejder (en kundeservicemedarbejder, der ikke var involveret i de forudgående salgsforhandlinger) ikke blot ordren af 5. august 2011 - som det fremgik af den e-mail, som sagsøgeren havde fremsendt - men reagerede også direkte på den ved at fremsende et nyt tilbud. I den efterfølgende korrespondance og på direkte forespørgsel fra klagerens forsikringsselskab forklarede medarbejderen, at dette var en standardprocedure.

På grundlag af disse oplysninger fandt Højesteret, at formkravet i artikel 23, stk. 1, litra a), ikke var opfyldt.

Højesteret bekræftede appelrettens kendelse af 18. november 2011. Ifølge appeldomstolens konklusion:

  • at det ikke kunne forventes, at sagsøgte på grundlag af en normal grad af omhu kunne antage, at en henvisning til aftalen om domfældelse ville være indeholdt i sagsøgerens købsbetingelser og -vilkår, og
  • sagsøgte ikke havde haft nogen forpligtelse til at følge op på sagen.

Endvidere bekræftede sagsøgte ganske vist modtagelsen af ordren, men overholdt ikke den form for accept, som sagsøgeren havde foreskrevet. Ifølge Højesteret havde appelretten ret i at fastslå, at aftalen mellem parterne under hensyntagen til alle omstændighederne - samt hensigten med artikel 23 (dvs. at undgå, at aftaler om kompetencetildeling ubemærket glider ind i en kontrakt) - ikke var tilstrækkelig klar og udtrykkelig.

Højesteret stadfæstede også appelrettens konklusion, at der ikke var tilstrækkelige beviser til at fastslå, at der var tale om en praksis, da:

  • det lave antal forretningstransaktioner forud for de omtvistede kendelser (hvor der ikke kunne fastlægges en identisk fremgangsmåde - for eksempel havde sagsøgte ikke afgivet et skriftligt svar på den anden kendelse af 17. november 2010), og
  • den omstændighed, at forretningsforbindelsen kun havde eksisteret i halvandet år.

Ved "praksis" som omhandlet i artikel 23, stk. 1, litra b), i EU's Bruxelles I-forordning forstås en praksis, der regelmæssigt anvendes mellem de specifikke parter.

Det formelle alternativ i artikel 23, stk. 1, litra c), i EU's Bruxelles I-forordning kræver stadig en aftale mellem parterne; det forudsætter dog, at en sådan foreligger, hvis:

En sådan aftale om kompetence skal være ... i en form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne er eller burde have været bekendt med, og som i den pågældende handel er almindeligt kendt for og regelmæssigt overholdes af parterne i aftaler af den art, der er involveret i den pågældende handel.

Bevisbyrden påhviler den part, der ønsker at påberåbe sig aftalen.

I den foreliggende sag gjorde sagsøgeren gældende, at den internationale kemikalieindustri anser det for tilstrækkeligt at medtage aftaler om kompetence i de vilkår og betingelser, der henvises til i ordrer, i stedet for at medtage en klausul herom. Ifølge Højesteret svarer dette ganske vist til det ovennævnte princip, men det fastslår ikke en specifik handelspraksis. Endvidere undlod sagsøgeren at nævne noget om sagsøgtes kendskab eller krav om kendskab.

Kommentar

Kravet om, at aftaler om kompetence skal være skriftlige, kan opfyldes ved at henvise til vilkår og betingelser, der indeholder en sådan aftale, hvis en sådan henvisning udtrykkeligt er medtaget i aftalen. Hvis kontrakten imidlertid indgås ved hjælp af forskellige tilbuds- og acceptdokumenter, er det tilstrækkeligt, at der i tilbuddet henvises til de vilkår og betingelser, der indeholder aftalen om kompetence, så længe den anden part kan følge op på dette ved hjælp af regelmæssig omhu og faktisk modtager vilkårene og betingelserne.

Slutnoter

(1) Højesteret, 24. januar 2018, sag 7 Ob 183/17p.

"En sådan aftale om kompetence skal være ... i en form, der er i overensstemmelse med en brug, som parterne er eller burde have været bekendt med, og som i en sådan handel er almindeligt kendt for og regelmæssigt overholdes af parter i aftaler af den pågældende type i den pågældende handel."

Bevisbyrden påhviler den part, der ønsker at påberåbe sig aftalen.

I den foreliggende sag hævdede sagsøgeren, at den internationale kemikalieindustri anser det for tilstrækkeligt at medtage aftaler om kompetence i de vilkår og betingelser, der er nævnt i ordrer, i stedet for at medtage en klausul herom. Ifølge Højesteret svarer dette ganske vist til ovennævnte princip, men det er ikke udtryk for en specifik handelspraksis. Endvidere undlod sagsøgeren at nævne noget om sagsøgtes kendskab eller krav om kendskab.

Kommentar

Kravet om, at aftaler om kompetence skal være skriftlige, kan opfyldes ved at henvise til vilkår og betingelser, der indeholder en sådan aftale, hvis en sådan henvisning udtrykkeligt er indeholdt i kontrakten. Hvis kontrakten imidlertid indgås ved hjælp af forskellige tilbuds- og acceptdokumenter, er det tilstrækkeligt, at der i tilbuddet henvises til de vilkår og betingelser, der indeholder en aftale om kompetence, så længe den anden part kan følge op på dette ved hjælp af den almindelige kontrol og rent faktisk modtager vilkårene og betingelserne.

Slutnoter

(1) Højesteret, 24. januar 2018, sag 7 Ob 183/17p.