logoIlo

Offentliggørelse af regnskaber i henhold til artikel XLII i den civile retsplejelov

Forfatter: Klaus Oblin

I henhold til artikel XLII i den civile retsplejelov har enhver part, der har et materielt krav på oplysninger mod en anden part (som den sagsøger sagsøger for at få opfyldt), krav på offentliggørelse af regnskaber for at afhjælpe alvorlige problemer med at kvantificere det materielle krav, hvis regnskaberne kan hjælpe sagsøgeren, og hvis det med rimelighed kan forventes, at sagsøgte vil fremlægge dem.

I det første tilfælde af anvendelse af artikel XLII ved Højesteret blev artiklen ikke fortolket ekspansivt og etablerede ikke et nyt materielt krav på oplysninger om aktiver, offentliggørelse af konti eller andre oplysninger. Snarere fastholdt den en forpligtelse, der allerede eksisterede i henhold til civilretten. En sådan forpligtelse kan også udledes af private aftaler mellem parterne, hvis den ene part kan undskyldes for ikke at kende til formuens eksistens eller omfang, og hvis den anden part kan give disse oplysninger uden stor indsats, og hvis det er rimeligt at give sådanne oplysninger.

I et kontraktforhold er der en forpligtelse til at offentliggøre regnskaber. Dette gælder især i tilfælde, hvor kontrakttypen fører til en situation, hvor sagsøgeren kan tilgives for ikke at kende til eksistensen og omfanget af aktiver, og hvor sagsøgte let kunne give sådanne oplysninger og med rimelighed kan forventes at gøre det.

Enhver part, der har et materielt krav på oplysninger mod en anden part (som den sagsøger for at få opfyldt sine forpligtelser), har krav på offentliggørelse af regnskaber. Et krav i henhold til artikel XLII er ikke et subsidiært krav, men er generelt åbent for enhver part, der har problemer med at kvantificere et krav om opfyldelse mod en anden part, som skal give oplysninger på grundlag af materiel ret.

Appelretten anvendte følgende retspraksis: For så vidt som sagsøgte bestred sagsøgerens krav om regnskabsaflæggelse, som blev imødekommet af de lavere retsinstanser, afveg dette fra de konstaterede faktiske omstændigheder. Som følge heraf ville den kontrakt, der lå til grund for sagsøgerens krav om provision (fase 2 af vandingsprojektet), være blevet afsluttet i kontraktperioden, hvis sagsøgte ikke ulovligt havde opsagt konsulentkontrakten med sagsøgeren.

Derfor ville kravet om provision være forfaldet før udløbet af løbetiden, hvis kontrakten var blevet opfyldt som oprindeligt planlagt. Endvidere blev det konstateret, at sagsøgeren ville have fortsat sine aktiviteter, hvis det ikke havde været for den ulovlige opsigelse, og derfor var det ikke sagsøgerens skyld, at der ikke var støtte til den efterfølgende kontrakt.

Retten brugte den hypotetiske udvikling til at fortolke hovedkravet, som var grundlaget for kravet om regnskabsaflæggelse, og som følge heraf stadfæstede den kravet om provision. Appelretten tog ikke fejl ved sin afgørelse og behøvede ikke at blive korrigeret af Højesteret af hensyn til forudsigeligheden af domstolsafgørelser. Med hensyn til de kontraktlige aftaler mellem parterne (tjenesteydelser, som sagsøgeren skulle levere, og forpligtelsen til at betale provision baseret på succes og honorarer, der blev genereret i henhold til kontrakten) var det ikke nødvendigt at gøre krav baseret på loven om handelsagenter gældende.