Den internationale advokatsammenslutning Logo

Den østrigske højesterets afgørelse i sag OGH 18 OCg 9/19a: Anmodning om ophævelse af en voldgiftskendelse på grund af den østrigske ordre public afvises

Forfatter: Rouzbeh Moradi

Introduktion

Den 15. januar 2020 tog den østrigske højesteret stilling til, om en endelig voldgiftskendelse i realiteten var i strid med den østrigske ordre public (sag: OGH 18 OCg 9/19a). Den underliggende voldgiftssag blev gennemført i henhold til reglerne for Vienna International Arbitral Centre (VIAC) med hjemsted i Wien. Sagsøgte fik ikke medhold i voldgiftsrettens kendelse af 17. maj 2019 (sag: AZ SCH-5533) og søgte at få kendelsen annulleret ved at anmode den østrigske højesteret om at ophæve den af to forskellige grunde, nemlig (1) en tilsidesættelse af dens ret til at blive hørt og (2) en tilsidesættelse af den formelle østrigske ordre public.

Fakta

Sagsøgtes påstand om mangler ved den underliggende VIAC-voldgiftskendelse var baseret på manglende inddragelse af bevismateriale og aflysning af en planlagt mundtlig høring om sagens realitet.

På en telefonkonference den 17. september 2018 var parterne blevet enige om at afholde en mundtlig høring mellem den 7. og 10. januar 2019 med vidner til stede. Telefonkonferencen udgjorde den aftalte procedureplan og dannede grundlaget for voldgiftsrettens første procedurekendelse. Indklagede ("sagsøgeren" i Højesteretssagen) udpegede to vidner den 4. oktober 2018, men indgav ikke deres skriftlige vidneforklaringer. Indgivelse af en skriftlig vidneforklaring var - i overensstemmelse med den første procedurekendelse - en forudsætning for at høre potentielle vidner under et mundtligt retsmøde. Voldgiftsretten meddelte parterne den 19. oktober 2018, at den ville afholde et todagesmøde inden for den aftalte tidsramme, og meddelte efterfølgende den 3. december 2018, at mødet ville finde sted den 9. og 10. januar 2019. Den 14. december 2018 meddelte sagsøgte, at han ikke ville være i stand til at deltage i høringen på grund af andre forretningsmæssige forpligtelser og anmodede derfor om, at høringen blev udsat. Den 15. december 2018 afviste voldgiftsretten sagsøgtes anmodning om at udsætte høringen med den begrundelse, at sagsøgtes anmodning var blevet indgivet "for sent". I en e-mail af 21. december 2018 anmodede indklagede igen om, at høringen blev udsat, så dens vidner kunne blive hørt.

Den 2. januar 2019 besluttede voldgiftsretten at aflyse den høring, der var planlagt til den 9. og 10. januar 2019, og at afgøre sagens realitet på grundlag af de tidligere indsendte skriftlige processkrifter. I den forbindelse fandt voldgiftsretten, at en høring var unødvendig, da sagsøgte ikke havde indgivet skriftlige vidneforklaringer og også havde nægtet at møde op på den aftalte dato. Voldgiftsretten afsagde herefter sin kendelse den 17. maj 2019 uden at afholde en mundtlig høring.

Sagsøgeren søgte om annullation af kendelsen og påberåbte sig § 611 stk. 2, stk. 2 og 5, i den østrigske civile retsplejelov (Zivilprozessordnung' eller 'ZPO'), idet den har gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af dens ret til at blive hørt og af den formelle østrigske offentlige orden.

Beslutning

Højesteret afviste kravet og fastslog, at der ikke var tale om en overtrædelse af den østrigske offentlige orden på grundlag af de kendsgerninger, som sagsøgeren havde fremlagt. Domstolen fastslog, at grundene til annullation kun er opfyldt, hvis de grundlæggende værdier i det østrigske retssystem, herunder principperne om en ordentlig procedure, er blevet tilsidesat. I denne henseende er det afgørende resultatet af voldgiftskendelsen og ikke voldgiftsrettens begrundelse. I sin afgørelse tog Domstolen to punkter i betragtning: (1) aflysningen af retsmødet og (2) den manglende inddragelse af beviser/vidner.

Med hensyn til høringen bekræftede Domstolen på ny fast retspraksis og fastslog, at kun en fuldstændig mangel på voldgift er ensbetydende med en krænkelse af retten til at blive hørt[1]. Den dato, som voldgiftsretten fastsatte, lå inden for den tidsramme, som parterne havde aftalt, og begge parter havde tilstrækkelig tid til at gøre indsigelse mod tidsplanen for høringen. Under henvisning til de foreliggende faktiske omstændigheder fastslog Domstolen, at voldgiftsrettens afgørelse om at afvise sagsøgerens anmodning om udsættelse og efterfølgende aflysning af retsmødet ikke var i strid med de grundlæggende principper i den østrigske procesret og retten til at blive hørt i henhold til § 611, stk. 2, nr. 2, i ZPO.

Med hensyn til den manglende inddragelse af vidnerne henviste Domstolen endnu en gang til fast retspraksis og fastslog, at den manglende inddragelse af de ønskede beviser ikke i sig selv fører til annullation af en voldgiftskendelse[2].[2] De grundlæggende værdier i procesretten ville kun være blevet tilsidesat, hvis voldgiftsretten havde handlet vilkårligt. Domstolen fastslog endvidere, at det på grund af manglen på skriftlige vidneforklaringer var rimeligt for voldgiftsretten at antage, at vidnebeviser ikke ville blive fremlagt, og at retten således ikke handlede vilkårligt ved at fastslå, at en mundtlig høring var unødvendig.

Domstolen henviste dog til § 598 ZPO, hvori det hedder, at: '[u]tet parterne ikke har aftalt andet, beslutter voldgiftsretten, om der skal afholdes mundtlige retsmøder, eller om sagen skal foregå skriftligt. Hvis parterne ikke har udelukket en mundtlig forhandling, skal voldgiftsretten afholde en sådan på et passende tidspunkt i sagen, hvis en part anmoder herom.'[3] Med andre ord, eftersom parterne ikke udtrykkeligt har udelukket en mundtlig høring, og eftersom sagsøgeren faktisk har indgivet en anmodning om en mundtlig høring, burde voldgiftsretten i teorien have afholdt en mundtlig høring. I den forbindelse mindede Domstolen også om en tidligere afgørelse for at bekræfte, at en manglende afholdelse af en mundtlig høring kan betragtes som en overtrædelse af grundlæggende østrigsk procesret, der fører til annullation af en voldgiftskendelse[4].

Domstolen fastslog dog, at en tilsidesættelse af princippet i § 598 ZPO i dette tilfælde kun resulterede i en "regelmæssig" og ikke i en "obligatorisk" tilsidesættelse af den formelle østrigske ordre public, idet sidstnævnte er en forudsætning for at tilsidesætte en dom. Afgørende for denne vurdering var den omstændighed, at sagsøgerens anmodning om en mundtlig høring blev indgivet efter den aftalte proceduremæssige frist. Interessant nok bemærkede Domstolen, at hvis en statslig domstol i henhold til østrigsk procesret blev stillet over for de samme faktiske omstændigheder, ville den pågældende statslige domstol derimod være forpligtet til at afholde en mundtlig høring, selv om den var af den opfattelse, at en sådan høring var unødvendig.

Højesteret konkluderede, at voldgiftskendelsen ikke krænkede sagsøgtes ret til at blive hørt (§ 611, stk. 2, nr. 2, ZPO) eller grundlæggende værdier i det østrigske retssystem (§ 611, stk. 2, nr. 5, ZPO), og afviste derfor sagsøgerens anmodning om ophævelse af voldgiftskendelsen.

Kommentar

Højesteret har endnu en gang fastslået, at undtagelsen vedrørende den offentlige orden kun kan anvendes i de mest ekstraordinære tilfælde. Denne afgørelse fra Højesteret føjer sig yderligere til den lange liste af sager, hvor en anmodning om ophævelse af en voldgiftskendelse er blevet afvist, og minder om den østrigske Højesterets høje tærskel for at fastslå potentielle overtrædelser af den østrigske ordre public.

Interessant i denne særlige sag er imidlertid den østrigske højesterets tilgang til vurderingen af en voldgiftsdomstols adfærd i forhold til en statslig domstols adfærd. Som nævnt fandt Højesteret, at hvis de faktiske omstændigheder i denne sag blev anvendt i en statslig procedure, ville der være sket en overtrædelse af den østrigske ordre public. Det kan derfor hævdes, at Højesterets afgørelse i denne henseende var selvmodsigende, samtidig med at den rejser spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang voldgiftsretters og statslige domstoles adfærd bør vurderes efter samme standarder.


[1]Den østrigske højesterets sag OGH 18 OCg 3/16i.

[2]Den østrigske højesterets sag OGH 18 OCg 2/16t.

[3]§ 598 ZPO.

[4]Den østrigske højesterets sag OGH 7 Ob 111/10i.